Til forsiden Besøg og likeDåb i folkekirkenMeld dig ind i folkekirken
 

Præstens klumme

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kan man gøre det med Gud til en daglig rutine?

Hvis man havde spurgt Søren Kierkegaard ville han nok have svaret, at det ikke ville være et projekt, han ville give sig i kast med. Han troede ikke på gentagelser. Kierkegaard havde en dårlig erfaring med gentagelser: Engang rejste han til Berlin, som han tidligere havde besøgt, indlogerede sig på samme hotel som tidligere og opsøgte de samme steder. Men snart indså han, at ”det eneste som gentog sig var umuligheden i en gentagelse”.

At gentage en rejse synes altså iflg. Kierkegaard umuligt. Men hvad med at søge Gud som en rutine i dagligdagen, - er det også umuligt?

I Norge er der en bevægelse på tværs af forskellige kristne kirkesamfund, som netop eksperimenterer med og forsker i at gøre trospraksis til vane. En vane som når vi f.eks. børster tænder. For de fleste af os er det en vane, som vi ikke stiller spørgsmålstegn ved.  Vi gør det bare, fordi vi er blevet fortalt igen og igen, at det er meningsfyldt at passe godt på vores tænder. Hvis en hel generation udelod at tale om, hvorfor vi skal børste tænder, så ville vi sikkert hurtigt finde det meningsløst.

Religionsforskerne fandt hurtigt ud af, at skal noget blive en vane, så kan man ikke tænke sig til det, eller formulere fine teorier omkring det. Nej, man må springe ud i det. Man må handle, man må gøre noget.

En af grupperne, en flok unge mennesker, begyndte med at afdigitalisere deres liv. Dvs. de slukkede for mobil og internet. Derved mærkede de øjeblikkeligt en større frihed, mere ro og overskud. Det er en metode, som også er kendt ved behandling af stress og depression, men det er faktisk også en øvelse, som vi kender fra evangeliet. Når Jesus var træt og modløs opsøgte han stilhed og øde steder.
Derpå forsøgte de unge sig med en mere direkte religiøs praksis: bøn, nadver og musik/sang, som nogen vil kende det fra taize-gudstjenesterne. Og man prøvede så småt at tage kroppen med ved at knæle og slå korsets tegn for sig. Hele mennesket skal være med, - for man ved også, at det man gør med kroppen sætter sig ekstra godt. Måske fordi kroppen hjælper os til at huske bedre.

Hvad har dette eksperiment så gjort ved de unge mennesker? Er det lykkedes for dem at gøre Gud til en daglig rutine?

 

Sidstnævnte kan de nok svare ja til, men de forklarer også, at man ikke får et dagligt kick af det. Man får stilhed og ro til at fordybe sig i livets helt store etiske spørgsmål og håbet er, at man langsomt kan leve sig frem til en ny måde at tænke og være på.
Hvem ved, - måske får man indimellem et dryp af hellighed.
Endelig fik de også erfaringen af, at det var bedst at søge Gud i et fællesskab. Som vi gør det i kirken om søndagen. Vel er det ikke på daglig basis. Men her er vel altid nogen inspiration at hente til trospraksis på daglig basis.

Sognepræst Annette Lyster-Clausen  

 

 

 
 
 
ULDUM KIRKE
Poul Martin Møllers Plads 2
7171 Uldum
LANGSKOV KIRKE
Nyborgvej 2A, Langskov
7160 Tørring
SOGNEPRÆST ANNETTE LYSTER-CLAUSEN
Kirkegade 13
7171 Uldum
Tlf.: 75 67 80 51
Mobil: 20 97 12 02